lørdag den 27. juni 2015

Troldhekse

Sidder her en lørdag formiddag og er ganske tilfreds med tilværelsen.

For kun to år siden var jeg akkurat godt og vel i gang med kemoterapi efter jeg blev opereret for brystkræft i marts måned. Alting stod så skarpt, livet var jo blevet sat på spidsen for mig - jeg havde fået lov at være rigtig, rigtig bange for at det var nu jeg skulle miste det, og derefter fået givet en masse håb. Og nu er jeg netop blevet udnævnt til at være 'et uproblematisk tilfælde' - noget enkelte personer i min omgangskreds ikke er enig i.

Ukrudt forgår ikke så let.

Og hvad har det så med troldhekse at gøre?
Troldheks er et vendsysselsk udtryk for mælkebøtter, en smuk, smuk blomst, som en del (især haveejere) elsker at hade, men som jeg holder af både for sin skønhed og sin uregerlighed.

Derfor tog jeg navnet til mig, da jeg gav mig til at skrive blog om mit sygdomsforløb: Troldheksens cancerdagbog - fordi troldheksen for mig symboliser overlevelseskraft og livets skønhed.

Og det er en skønhed, der er smuk, uden at være disney-pæn eller sukkersød, den er kombineret med livets vildskab, og kan komme udtryk både når der er en hel gul mark af dem og når det er en enkelt der sejt har kæmpet sig op gennem asfalten.

Jeg vil ikke påstå, jeg ikke kunne have undværet min sygdom - der er stadig senfølger efter behandlingen som jeg på udvalgte dage godt kan bande langt væk - men lige nu er jeg bare så uendelig taknemmelig for at den ikke var et punktum for mit liv, men et betydningsfuldt komma, der fik mig til at stille skarpt på alt det jeg elsker ved at være her.

Ikke en troldheks, men lige så håbefuldt et billede

tirsdag den 2. juni 2015

Et menneske er et menneske er et menneske



Sproget siger så meget om vores måde at tænke på.

Jeg er faldet over hvor mange der er 'dem' - kontanthjælpsmodtagerene, de arbejdsløse, de gamle, udlændingene, flygtningene, de psykiske syge - alle omtalt i tredie person og som en underforstået byrde for samfundet.

Vores værdi måles i arbejdsevne og - vilje. Er du arbejdsmarkedsparat og ikke på arbejdsmarkedet? Fy skam dig! Hvor langt er vi egentlig fra den tankegang som skrev på indgangsporten til deres værste steder: 'Arbeit macht frei'?

Hvornår bliver den næste naturlige konsekvens, at når vi ikke længere er arbejdsparate og ikke har udsigt til at blive det igen, så burde vi befri samfundet for den byrde vi er for fællesskabet?

Hvilket fællesskab? Jeg tror ærlig talt vi har glemt hvad meningen med at have et fællesskab mellem mennesker er. I hvert fald i den dominerende politiske tænkning på alle fløje. Middel og mål er økonomi, som har fået samme ophøjede position som Vorherre havde før i tiden.

Jeg tror faktisk Vorherre var mildere at sortere under.

Jeg skal være farmor til efteråret. Og jeg elsker allerede dette lille væsen betingelsesløst, ikke pga. hvad hun kan yde, hvor mange penge hun kan tjene til statskassen gennem sit liv men slet og ret fordi hun findes og er et menneske.

På samme måde som de mennesker jeg omgås har værdi fordi de er, dem de er - uanset position, arbejdsmarkedsparathed og hvor meget de sætter ind på samfundets økonomiske konto. For de sætter alle rigtig meget ind på fællesskabets - det rigtige fællesskabs - konto ved at være lige præcis de mennesker de er.

Et menneske er et menneske er et menneske - og fortjener som sådan respekt, omsorg og værdighed uanset livssituation.