Jeg er faldet over hvor mange der er 'dem' - kontanthjælpsmodtagerene, de arbejdsløse, de gamle, udlændingene, flygtningene, de psykiske syge - alle omtalt i tredie person og som en underforstået byrde for samfundet.
Vores værdi måles i arbejdsevne og - vilje. Er du arbejdsmarkedsparat og ikke på arbejdsmarkedet? Fy skam dig! Hvor langt er vi egentlig fra den tankegang som skrev på indgangsporten til deres værste steder: 'Arbeit macht frei'?
Hvornår bliver den næste naturlige konsekvens, at når vi ikke længere er arbejdsparate og ikke har udsigt til at blive det igen, så burde vi befri samfundet for den byrde vi er for fællesskabet?
Hvilket fællesskab? Jeg tror ærlig talt vi har glemt hvad meningen med at have et fællesskab mellem mennesker er. I hvert fald i den dominerende politiske tænkning på alle fløje. Middel og mål er økonomi, som har fået samme ophøjede position som Vorherre havde før i tiden.
Jeg tror faktisk Vorherre var mildere at sortere under.
Jeg skal være farmor til efteråret. Og jeg elsker allerede dette lille væsen betingelsesløst, ikke pga. hvad hun kan yde, hvor mange penge hun kan tjene til statskassen gennem sit liv men slet og ret fordi hun findes og er et menneske.
På samme måde som de mennesker jeg omgås har værdi fordi de er, dem de er - uanset position, arbejdsmarkedsparathed og hvor meget de sætter ind på samfundets økonomiske konto. For de sætter alle rigtig meget ind på fællesskabets - det rigtige fællesskabs - konto ved at være lige præcis de mennesker de er.
Et menneske er et menneske er et menneske - og fortjener som sådan respekt, omsorg og værdighed uanset livssituation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar