Det er vigtigt at have lyst, synes jeg.
Lyst til livet, til fællesskabet, til at møde dagen, til at være i og gøre det, der nu skal gøres.
Det er et privilegium at have lyst. Jeg ved godt, det ikke er en selvfølge, at vi altid kan have lyst til alt i vores tilværelse, det ville måske endda næppe være til at holde ud.
Vi har heller ikke pligt til at have lyst, men for mig er det en livsnødvendighed, at jeg gang på gang kan vende tilbage til nysgerrigheden og appetitten på livet - og at jeg ikke behøver at skamme mig over det.

For snart nogle år siden malede jeg dette billede om lyst og pligt:


Det hedder: Opgør med pligtens stemme. Det er ikke et specielt kønt eller æstetisk smukt maleri, men jeg har tænkt meget på det, de sidste dage, fordi jeg synes det rummer et vigtigt budskab. Og et budskab som nemt drukner i tidens retorik.

Nemlig forskellen på hvordan livet ser ud når vi dømmer os selv med pligtens tunge stemme, som råber: Skal, forbudt, må ikke - tag dig sammen - det bliver hårdt, nu ingen smutveje - og hvordan livet ser ud, når vi giver os selv lov til at fornemme, hvad er det lige jeg har brug for at gøre eller mærke eller være i nu.

Jeg ved godt det er fuldstændig kættersk i samtidens sproglige logik, men jeg har fundet ud af, at de dage jeg starter i 'skal, burde, tag dig nu sammen' - er risikoen for at det kun er med nød og næppe jeg når det SKAL meget stor, og så er jeg ladt tilbage helt uden energi bagefter.

Men de dage hvor jeg starter med min lyst og maler eller drikker kaffe på terassen eller læser i en bog eller avisen, da kommer energien rullende, og jeg når næsten altid nogle af skal-tingene også bagefter, de er bare blevet forvandlet til noget, jeg fik lyst til at få fra hånden.

Vores tænkning er desværre uhyggeligt præget af en streng protestantisk pligt- og fornufts-etik, den kunne jeg godt tænke mig at stemme nej til. Kan vi ikke få en lille græsk afstemning her i landet?

I øvrigt synes jeg at Heinrich Bölls novelle: Anekdote zur senkung der Arbeitsmoral burde være pligtlæsning for alle ledende politikere, især dem med ansvar for menneskers ve og vel.