fredag den 13. november 2015

Pensionsalder - en opsang til Folketinget

Sikke nogle forskydninger der sker i synet på mennesker i disse år. En af de mest sørgelige er nok den totale næsegruse enighed om at det eneste der betyder noget i et menneskeliv er arbejde, arbejde og atter arbejde.

Dette er endda skrevet af en arbejdsnarkoman, der har placeret en meget stor del af sin identitet i at være netop det.

Men når et Folketing, som bestemt ikke har lyst til at røre ved sin egen pensionsalder, men i øvrigt synes at danskerne bekvemt kan lægge et år oveni deres, så bliver jeg altså provokeret.

Hvorfor giver vi ikke magten tilbage til os hver især i vores eget liv. Hvorfor ikke have en pensionsalder på 65 for alle, men som et tilbud og ikke som tvang? Så kan de der har behov for at trække sig gøre det, mens de der gerne vil blive ved til de er 80 kan gøre det.

Og tænk lige på alle de penge vi sparer til sagsbehandlere, hvis alle der er ved at være slidt ikke skal gennem lange ydmygende prøvelsesforløb, hvor samfundet lige skal se om det nu virkelig kan passe?

For slet ikke at tale om den verden det vil betyde i værdighed for os hver især.

Jeg er en samfundsborger, der rigtig gerne yder mit. Jeg er også en borger, der ønsker at være myndig i mit eget liv og træffe de beslutninger der gør mit liv godt, rigtigt og meningsfyldt.

Derfor giver det i mit hoved mening at skabe langt flere frie valg og mindre sagsbehandling, så vi ikke skal stå med huen i hånden og se ydmyge og skamfulde ud, når det hellige arbejdsliv af en eller grund er blevet vanskelig for os.

Vi skulle gerne have et samfund, hvis formål er at gøre det godt og trygt for hver enkelt borger, ikke et samfund der kun har behov for og plads til de såkaldt arbejdsduelige, der er så uendelig meget mere i livet, der har værdi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar