Sikke nogle forskydninger der sker i synet på mennesker i disse år. En
af de mest sørgelige er nok den totale næsegruse enighed om at det
eneste der betyder noget i et menneskeliv er arbejde, arbejde og atter
arbejde.
Dette er endda skrevet af en arbejdsnarkoman, der har placeret en meget stor del af sin identitet i at være netop det.
Men
når et Folketing, som bestemt ikke har lyst til at røre ved sin egen
pensionsalder, men i øvrigt synes at danskerne bekvemt kan lægge et år
oveni deres, så bliver jeg altså provokeret.
Hvorfor giver vi
ikke magten tilbage til os hver især i vores eget liv. Hvorfor ikke have
en pensionsalder på 65 for alle, men som et tilbud og ikke som tvang?
Så kan de der har behov for at trække sig gøre det, mens de der gerne
vil blive ved til de er 80 kan gøre det.
Og tænk lige på alle de
penge vi sparer til sagsbehandlere, hvis alle der er ved at være slidt
ikke skal gennem lange ydmygende prøvelsesforløb, hvor samfundet lige
skal se om det nu virkelig kan passe?
For slet ikke at tale om den verden det vil betyde i værdighed for os hver især.
Jeg
er en samfundsborger, der rigtig gerne yder mit. Jeg er også en borger,
der ønsker at være myndig i mit eget liv og træffe de beslutninger der
gør mit liv godt, rigtigt og meningsfyldt.
Derfor giver det i mit
hoved mening at skabe langt flere frie valg og mindre sagsbehandling,
så vi ikke skal stå med huen i hånden og se ydmyge og skamfulde ud, når
det hellige arbejdsliv af en eller grund er blevet vanskelig for os.
Vi
skulle gerne have et samfund, hvis formål er at gøre det godt og trygt
for hver enkelt borger, ikke et samfund der kun har behov for og plads
til de såkaldt arbejdsduelige, der er så uendelig meget mere i livet,
der har værdi.
