Efter ganske mange års opdragelse og vaner, der har lært mig, at det absolut ikke er pænt at beskæftige sig med sig med sig selv, være bevidst om eller endnu værre udtrykke sine ønsker eller komme med en solid bevidsthed om hvem man er og hvad man kan, gør jeg i dag det stik modsatte.
Jeg har en høj bevidsthed om hvem jeg er, i min kerne eller hvor det befinder sig. Jeg ved hvad jeg kan tilbyde et fællesskab og hvad jeg er god til, og jeg kan finde på at sige det højt. Og når noget driller mig og jeg ikke har det godt, bruger jeg tid på at få det placeret i mit univers.
Og jeg vil tro, de fleste der kender mig, vil synes jeg er meget skønnere at omgås i dag, end dengang jeg skulle afsøge signalerne hos alle de andre, for at få en ide om rigtigt eller forkert.
Personligt er noget af det mest anstrengende jeg kender til, at være sammen med mennesker, der så gerne vil etablere et stort fælles 'man' for hvad der er rigtig og forkert, fordi deres egne ben er alt for skræmmende for dem at stå på.
For hvor bliver det svært at være menneske, når målestokken for om vi er gode nok er om vi kan leve op til en række fælles bestemte normer og regler. Og holder vi ikke af os selv, bare fordi vi nu engang er os selv - så er vi godt nok på arbejde i vores liv.
Et arbejde der tit skaber misforstået lyst til at regelregulere alle de andre, for når jeg nu gør noget, som jeg dybest kun gør af en pligt jeg ikke forstår, skal de andre da heller ikke slippe for nemt.
Min påstand er, at et af de måske mest brugte bibelcitater, nemlig: 'Du skal elske din næste' også er et af de mest misforståede og misbrugte, fordi man stort set altid glemmer fortsættelsen, der lyder: '..som dig selv.'
Og det der 'som dig selv' er endda så umådeligt vigtigt, fordi det er lige præcis herudfra vi bliver i stand til at navigere i verden. Det er herudfra vi bliver bekendte med både elskelige og mere uperfekte sider hos os selv, herudfra vi kan se en helhed på godt og ondt, den helhed der gør os til præcis de mennesker, vi hver især er.
Herfra vi kan finde en base, hvor vi bliver fri til at tilgive os selv, for det vi ikke magtede eller måske endda skammer os over og derfor også bliver i stand til at sætte næsten fri fra tidens tyranniske 'man'.
Så at kende sit eget selv er et afkald på jagten på det perfekte, på ustandseligt at ville have bedre versioner af sig selv, på evig utilfredshed med sin egen uperfekthed - det er frihed, en frihed til at forlade sit selv og yde sit i de fællesskaber vi lever i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar