Det er vigtigt at have lyst, synes jeg.
Lyst til livet, til fællesskabet, til at møde dagen, til at være i og gøre det, der nu skal gøres.
Det er et privilegium at have lyst. Jeg ved godt, det ikke er en selvfølge, at vi altid kan have lyst til alt i vores tilværelse, det ville måske endda næppe være til at holde ud.
Vi har heller ikke pligt til at have lyst, men for mig er det en livsnødvendighed, at jeg gang på gang kan vende tilbage til nysgerrigheden og appetitten på livet - og at jeg ikke behøver at skamme mig over det.

For snart nogle år siden malede jeg dette billede om lyst og pligt:


Det hedder: Opgør med pligtens stemme. Det er ikke et specielt kønt eller æstetisk smukt maleri, men jeg har tænkt meget på det, de sidste dage, fordi jeg synes det rummer et vigtigt budskab. Og et budskab som nemt drukner i tidens retorik.

Nemlig forskellen på hvordan livet ser ud når vi dømmer os selv med pligtens tunge stemme, som råber: Skal, forbudt, må ikke - tag dig sammen - det bliver hårdt, nu ingen smutveje - og hvordan livet ser ud, når vi giver os selv lov til at fornemme, hvad er det lige jeg har brug for at gøre eller mærke eller være i nu.

Jeg ved godt det er fuldstændig kættersk i samtidens sproglige logik, men jeg har fundet ud af, at de dage jeg starter i 'skal, burde, tag dig nu sammen' - er risikoen for at det kun er med nød og næppe jeg når det SKAL meget stor, og så er jeg ladt tilbage helt uden energi bagefter.

Men de dage hvor jeg starter med min lyst og maler eller drikker kaffe på terassen eller læser i en bog eller avisen, da kommer energien rullende, og jeg når næsten altid nogle af skal-tingene også bagefter, de er bare blevet forvandlet til noget, jeg fik lyst til at få fra hånden.

Vores tænkning er desværre uhyggeligt præget af en streng protestantisk pligt- og fornufts-etik, den kunne jeg godt tænke mig at stemme nej til. Kan vi ikke få en lille græsk afstemning her i landet?

I øvrigt synes jeg at Heinrich Bölls novelle: Anekdote zur senkung der Arbeitsmoral burde være pligtlæsning for alle ledende politikere, især dem med ansvar for menneskers ve og vel.

Hvad politik bør handle om

Jeg kom i tanker om det allerede under valgkampen. Et minde fra mine glade dage i Radikal Ungdom, hvor jeg tog mange og lange diskussioner med vores statskundskab-studerende om hvorvidt politik kun handler om at forvalte de økonomiske værdier et samfund har, eller det langt mere overordnet handler om hvad det er vi har et samfund sammen for.

For mig var det, der var spændende ved politik at arbejde med mål og retning

Siden da er vi blevet snøret ind på hænder og fødder og mund i et sprogbrug, der indsnævrer både vores handle- og vores indsigelsesmuligheder. Der bliver talt om den nødvendige politik, om at være ansvarsfuld, om at ofre sig og gøre det upopulære, for vi - folket - er jo ikke i stand til selv at vide, hvad der er til vores eget bedste.

Uha, det ville ende i det rene ragnarok, hvis man overlod alt for meget til os.

Og så i dag hører man en journalist fortvivlet sige at der ikke er nogen økonomisk teori der passer på det, de lige nu har gang i i Grækenland. Og det er tydeligt at det er ukomfortabelt og utrygt at bevæge sig uden for de økonomiske naturlove, som er ophævet til en religiøs dimension i dag.

Ophøjet til det, det ikke er tilladt at sætte spørgsmålstegn ved.

For mig handler det ikke om, at der ikke skal tages hensyn til at det økonomiske skal hænge sammen, for det skal der selvfølgelig. Men om at det i dag er blevet så vigtigt i alle sammenhænge, at det er det eneste formål. Økonomien står altid over mennesket, og det fører ofte til ubærlige beslutninger.

Som John Lennon der siger: Life is what happens, when we are busy doing other things - er økonomien blevet det der bestemmer alt, så pladsen til at vi skal være et fælles samfund for at skabe et rum, det er godt at være menneske i, er blevet til noget der er nødt til at vente, fordi vi har travlt med økonomien.

Derfor jubler jeg i dag over grækerne og deres mod til at udfordre dagens mest religiøse doktrin og påberåbe sig retten til at afveje det hele i deres vej mod et bæredygtigt samfund. Det er på høje tid vi tænker langt mere i helheder og hvor det er vi vil hen med det, vi gør.