Selvoptagethed - en dyd

Jeg er faktisk ganske selvoptaget.

Efter ganske mange års opdragelse og vaner, der har lært mig, at det absolut ikke er pænt at beskæftige sig med sig med sig selv, være bevidst om eller endnu værre udtrykke sine ønsker eller komme med en solid bevidsthed om hvem man er og hvad man kan, gør jeg i dag det stik modsatte.

Jeg har en høj bevidsthed om hvem jeg er, i min kerne eller hvor det befinder sig.  Jeg ved hvad jeg kan tilbyde et fællesskab og hvad jeg er god til, og jeg kan finde på at sige det højt. Og når noget driller mig og jeg ikke har det godt, bruger jeg tid på at få det placeret i mit univers.

Og jeg vil tro, de fleste der kender mig, vil synes jeg er meget skønnere at omgås i dag, end dengang jeg skulle afsøge signalerne hos alle de andre, for at få en ide om rigtigt eller forkert.

Min påstand er at det i dag er stærkt undervurderet at kende og holde af sig selv.

Personligt er noget af det mest anstrengende jeg kender til, at være sammen med mennesker, der så gerne vil etablere et stort fælles 'man' for hvad der er rigtig og forkert, fordi deres egne ben er alt for skræmmende for dem at stå på.

For hvor bliver det svært at være menneske, når målestokken for om vi er gode nok er om vi kan leve op til en række fælles bestemte normer og regler. Og holder vi ikke af os selv, bare fordi vi nu engang er os selv - så er vi godt nok på arbejde i vores liv.

Et arbejde der tit skaber misforstået lyst til at regelregulere alle de andre, for når jeg nu gør noget, som jeg dybest kun gør af en pligt jeg ikke forstår, skal de andre da heller ikke slippe for nemt.

Min påstand er, at et af de måske mest brugte bibelcitater, nemlig: 'Du skal elske din næste' også er et af de mest misforståede og misbrugte, fordi man stort set altid glemmer fortsættelsen, der lyder: '..som dig selv.'

Og det der 'som dig selv' er endda så umådeligt vigtigt, fordi det er lige præcis herudfra vi bliver i stand til at navigere i verden. Det er herudfra vi bliver bekendte med både elskelige og mere uperfekte sider hos os selv, herudfra vi kan se en helhed på godt og ondt, den helhed der gør os til præcis de mennesker, vi hver især er.

Herfra vi kan finde en base, hvor vi bliver fri til at tilgive os selv, for det vi ikke magtede eller måske endda skammer os over og derfor også bliver i stand til at sætte næsten fri fra tidens tyranniske 'man'.

Så at kende sit eget selv er et afkald på jagten på det perfekte, på ustandseligt at ville have bedre versioner af sig selv, på evig utilfredshed med sin egen uperfekthed - det er frihed, en frihed til at forlade sit selv og yde sit i de fællesskaber vi lever i.

Belgien - ren privat betragtet

Jeg blev ret rystet i går. Selvfølgelig som man altid bliver, når verdens sorte begivenheder rykker tæt på os i vores idylliske Europa, det giver sig selv.

Jeg er ikke belgier, jeg er ikke Charlie Hebdo, jeg er ikke TinTin - men jeg er verdensborger og en lille dansker, som bliver ramt af ufreden i verden og ville ønske vi mennesker, kunne finde frem til en sameksistens, der ikke drev nogen ud i ekstremisme.

Det er selvfølgeligt et naivt ønske, men også et livsnødvendigt fortegn at sætte for den retning vi skal styre i, og som bliver særligt vigtigt især når det grusomme sker i vores baghave og vi bliver presset på værdierne

Jeg er ikke belgier, men begivenhederne i Bruxelles i går kom til at ramme mig dybt personligt.

For mindre end 24 timer før bomberne sprang i Bruxelles Lufthavn gik jeg der velfornøjet sammen med min mellemste søn. Vi var på vej hjem efter nogle dejlige dage på besøg hos min yngste, der lige nu frister tilværelsen i denne bastante og meget belgiske by. Vi blev mødt af venlig betjening, alt gik så nemt og det var godt og trygt at færdes det.

Som sagt var det selvfølgeligt rystende at høre, hvad der skete i Belgien. I første omgang var det dog med min verdensborger-bekymring over, hvad der sker i verden, jeg lidt vantro lyttede til, hvad der skete.

Men da bekymrede beskeder begyndte at tikke ind: 'Er I kommet hjem?' 'Har I det godt?' - 'Har du hørt fra, Lars?' (den søn der bor i Bruxelles) - skal jeg da love for det gik lige i maven, og ramte mig fra en helt anden front. Jeg fandt mig selv stortudende og rystet i min grundvold.

Siden har jeg spekuleret en del over den rystelse, der gør en verdensbegivenhed til en personlig historie for mig.

Det kan føles lidt 'forkert', med tanke på dem der er virkeligt ramte, som enten er døde eller har mistet venner og slægtninge i angrebet, i den sammenhæng er min historie jo slet ikke vigtig.

Og så alligevel ...

For det der ramte er jo lige præcis beskeden om hvor skrøbeligt livet er og hvor værdifuldt det er. Tanken om de mennesker, for hvem det lige pludselig fik et ophør, om de venlige mennesker der viste os tilrette i Lufthavnen dagen før, mon var nogle af dem, der stod hvor det hele ramte, men også tanken om hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kom forbi før dette skete - og at min søn, som tog øjenvidnebilleder udenfor den ramte metrostation, først kom forbi dér få øjeblikke efter angrebet.

Og det kan jo næppe blive mere eksistentielt. Det at føle sig truet på livet, og derfor ekstra intensivt rammes af hvor værdifuldt, stort og vigtigt det er at være her - og få lov at blive her en tid endnu.

Det er jo også den rystelse der rammer os, når det kommer fysisk tæt på og steder der burde være trygge, viste sig at være alt andet end det. Jeg kan ikke slet forstå hvordan mennesker klarer at leve steder, hvor der er så meget ufred, at der ingen trygge steder er - men det er jo desværre vilkår alt for mange mennesker i verden lever under.

Obama, fra sit historiske besøg på Cuba, er citeret for at sige følgende efter angrebet: "We can and we wil defeat terrorists. This is yet another reminder that the world must unite. We must be together, regardless of nationality or faith or race, in fighting terrorism."

Set med mine øjne, kloge ord fra en verdensleder, der forstår at den virkelige kamp ikke går mellem trosretninger, men går på at stræbe efter en verden, hvor menneskeliv er livet værd og ikke bør være ofre for nogen som helsts forskruede ideologier.

Vi må holde øje med englene i disse tider

Pensionsalder - en opsang til Folketinget

Sikke nogle forskydninger der sker i synet på mennesker i disse år. En af de mest sørgelige er nok den totale næsegruse enighed om at det eneste der betyder noget i et menneskeliv er arbejde, arbejde og atter arbejde.

Dette er endda skrevet af en arbejdsnarkoman, der har placeret en meget stor del af sin identitet i at være netop det.

Men når et Folketing, som bestemt ikke har lyst til at røre ved sin egen pensionsalder, men i øvrigt synes at danskerne bekvemt kan lægge et år oveni deres, så bliver jeg altså provokeret.

Hvorfor giver vi ikke magten tilbage til os hver især i vores eget liv. Hvorfor ikke have en pensionsalder på 65 for alle, men som et tilbud og ikke som tvang? Så kan de der har behov for at trække sig gøre det, mens de der gerne vil blive ved til de er 80 kan gøre det.

Og tænk lige på alle de penge vi sparer til sagsbehandlere, hvis alle der er ved at være slidt ikke skal gennem lange ydmygende prøvelsesforløb, hvor samfundet lige skal se om det nu virkelig kan passe?

For slet ikke at tale om den verden det vil betyde i værdighed for os hver især.

Jeg er en samfundsborger, der rigtig gerne yder mit. Jeg er også en borger, der ønsker at være myndig i mit eget liv og træffe de beslutninger der gør mit liv godt, rigtigt og meningsfyldt.

Derfor giver det i mit hoved mening at skabe langt flere frie valg og mindre sagsbehandling, så vi ikke skal stå med huen i hånden og se ydmyge og skamfulde ud, når det hellige arbejdsliv af en eller grund er blevet vanskelig for os.

Vi skulle gerne have et samfund, hvis formål er at gøre det godt og trygt for hver enkelt borger, ikke et samfund der kun har behov for og plads til de såkaldt arbejdsduelige, der er så uendelig meget mere i livet, der har værdi.

Det er vigtigt at have lyst, synes jeg.
Lyst til livet, til fællesskabet, til at møde dagen, til at være i og gøre det, der nu skal gøres.
Det er et privilegium at have lyst. Jeg ved godt, det ikke er en selvfølge, at vi altid kan have lyst til alt i vores tilværelse, det ville måske endda næppe være til at holde ud.
Vi har heller ikke pligt til at have lyst, men for mig er det en livsnødvendighed, at jeg gang på gang kan vende tilbage til nysgerrigheden og appetitten på livet - og at jeg ikke behøver at skamme mig over det.

For snart nogle år siden malede jeg dette billede om lyst og pligt:


Det hedder: Opgør med pligtens stemme. Det er ikke et specielt kønt eller æstetisk smukt maleri, men jeg har tænkt meget på det, de sidste dage, fordi jeg synes det rummer et vigtigt budskab. Og et budskab som nemt drukner i tidens retorik.

Nemlig forskellen på hvordan livet ser ud når vi dømmer os selv med pligtens tunge stemme, som råber: Skal, forbudt, må ikke - tag dig sammen - det bliver hårdt, nu ingen smutveje - og hvordan livet ser ud, når vi giver os selv lov til at fornemme, hvad er det lige jeg har brug for at gøre eller mærke eller være i nu.

Jeg ved godt det er fuldstændig kættersk i samtidens sproglige logik, men jeg har fundet ud af, at de dage jeg starter i 'skal, burde, tag dig nu sammen' - er risikoen for at det kun er med nød og næppe jeg når det SKAL meget stor, og så er jeg ladt tilbage helt uden energi bagefter.

Men de dage hvor jeg starter med min lyst og maler eller drikker kaffe på terassen eller læser i en bog eller avisen, da kommer energien rullende, og jeg når næsten altid nogle af skal-tingene også bagefter, de er bare blevet forvandlet til noget, jeg fik lyst til at få fra hånden.

Vores tænkning er desværre uhyggeligt præget af en streng protestantisk pligt- og fornufts-etik, den kunne jeg godt tænke mig at stemme nej til. Kan vi ikke få en lille græsk afstemning her i landet?

I øvrigt synes jeg at Heinrich Bölls novelle: Anekdote zur senkung der Arbeitsmoral burde være pligtlæsning for alle ledende politikere, især dem med ansvar for menneskers ve og vel.

Hvad politik bør handle om

Jeg kom i tanker om det allerede under valgkampen. Et minde fra mine glade dage i Radikal Ungdom, hvor jeg tog mange og lange diskussioner med vores statskundskab-studerende om hvorvidt politik kun handler om at forvalte de økonomiske værdier et samfund har, eller det langt mere overordnet handler om hvad det er vi har et samfund sammen for.

For mig var det, der var spændende ved politik at arbejde med mål og retning

Siden da er vi blevet snøret ind på hænder og fødder og mund i et sprogbrug, der indsnævrer både vores handle- og vores indsigelsesmuligheder. Der bliver talt om den nødvendige politik, om at være ansvarsfuld, om at ofre sig og gøre det upopulære, for vi - folket - er jo ikke i stand til selv at vide, hvad der er til vores eget bedste.

Uha, det ville ende i det rene ragnarok, hvis man overlod alt for meget til os.

Og så i dag hører man en journalist fortvivlet sige at der ikke er nogen økonomisk teori der passer på det, de lige nu har gang i i Grækenland. Og det er tydeligt at det er ukomfortabelt og utrygt at bevæge sig uden for de økonomiske naturlove, som er ophævet til en religiøs dimension i dag.

Ophøjet til det, det ikke er tilladt at sætte spørgsmålstegn ved.

For mig handler det ikke om, at der ikke skal tages hensyn til at det økonomiske skal hænge sammen, for det skal der selvfølgelig. Men om at det i dag er blevet så vigtigt i alle sammenhænge, at det er det eneste formål. Økonomien står altid over mennesket, og det fører ofte til ubærlige beslutninger.

Som John Lennon der siger: Life is what happens, when we are busy doing other things - er økonomien blevet det der bestemmer alt, så pladsen til at vi skal være et fælles samfund for at skabe et rum, det er godt at være menneske i, er blevet til noget der er nødt til at vente, fordi vi har travlt med økonomien.

Derfor jubler jeg i dag over grækerne og deres mod til at udfordre dagens mest religiøse doktrin og påberåbe sig retten til at afveje det hele i deres vej mod et bæredygtigt samfund. Det er på høje tid vi tænker langt mere i helheder og hvor det er vi vil hen med det, vi gør.

Troldhekse

Sidder her en lørdag formiddag og er ganske tilfreds med tilværelsen.

For kun to år siden var jeg akkurat godt og vel i gang med kemoterapi efter jeg blev opereret for brystkræft i marts måned. Alting stod så skarpt, livet var jo blevet sat på spidsen for mig - jeg havde fået lov at være rigtig, rigtig bange for at det var nu jeg skulle miste det, og derefter fået givet en masse håb. Og nu er jeg netop blevet udnævnt til at være 'et uproblematisk tilfælde' - noget enkelte personer i min omgangskreds ikke er enig i.

Ukrudt forgår ikke så let.

Og hvad har det så med troldhekse at gøre?
Troldheks er et vendsysselsk udtryk for mælkebøtter, en smuk, smuk blomst, som en del (især haveejere) elsker at hade, men som jeg holder af både for sin skønhed og sin uregerlighed.

Derfor tog jeg navnet til mig, da jeg gav mig til at skrive blog om mit sygdomsforløb: Troldheksens cancerdagbog - fordi troldheksen for mig symboliser overlevelseskraft og livets skønhed.

Og det er en skønhed, der er smuk, uden at være disney-pæn eller sukkersød, den er kombineret med livets vildskab, og kan komme udtryk både når der er en hel gul mark af dem og når det er en enkelt der sejt har kæmpet sig op gennem asfalten.

Jeg vil ikke påstå, jeg ikke kunne have undværet min sygdom - der er stadig senfølger efter behandlingen som jeg på udvalgte dage godt kan bande langt væk - men lige nu er jeg bare så uendelig taknemmelig for at den ikke var et punktum for mit liv, men et betydningsfuldt komma, der fik mig til at stille skarpt på alt det jeg elsker ved at være her.

Ikke en troldheks, men lige så håbefuldt et billede

Et menneske er et menneske er et menneske

Sproget siger så meget om vores måde at tænke på.

Jeg er faldet over hvor mange der er 'dem' - kontanthjælpsmodtagerene, de arbejdsløse, de gamle, udlændingene, flygtningene, de psykiske syge - alle omtalt i tredie person og som en underforstået byrde for samfundet.

Vores værdi måles i arbejdsevne og - vilje. Er du arbejdsmarkedsparat og ikke på arbejdsmarkedet? Fy skam dig! Hvor langt er vi egentlig fra den tankegang som skrev på indgangsporten til deres værste steder: 'Arbeit macht frei'?

Hvornår bliver den næste naturlige konsekvens, at når vi ikke længere er arbejdsparate og ikke har udsigt til at blive det igen, så burde vi befri samfundet for den byrde vi er for fællesskabet?

Hvilket fællesskab? Jeg tror ærlig talt vi har glemt hvad meningen med at have et fællesskab mellem mennesker er. I hvert fald i den dominerende politiske tænkning på alle fløje. Middel og mål er økonomi, som har fået samme ophøjede position som Vorherre havde før i tiden.

Jeg tror faktisk Vorherre var mildere at sortere under.

Jeg skal være farmor til efteråret. Og jeg elsker allerede dette lille væsen betingelsesløst, ikke pga. hvad hun kan yde, hvor mange penge hun kan tjene til statskassen gennem sit liv men slet og ret fordi hun findes og er et menneske.

På samme måde som de mennesker jeg omgås har værdi fordi de er, dem de er - uanset position, arbejdsmarkedsparathed og hvor meget de sætter ind på samfundets økonomiske konto. For de sætter alle rigtig meget ind på fællesskabets - det rigtige fællesskabs - konto ved at være lige præcis de mennesker de er.

Et menneske er et menneske er et menneske - og fortjener som sådan respekt, omsorg og værdighed uanset livssituation.